|
Hjælp til de sørgende forældres omgangskreds. Fra foreningen for forældre der har mistet et barn :
Punkt 1
Det allervigtigste: husk på at disse forældre har mistet deres barn for altid, d.v.s. at i al fremtid vil de tænke på deres barns manglende tilstedeværelse - det holder aldrig op!
Punkt 2
Stop ikke støtten efter begravelsen. Spørg til hvordan det går, ring, skriv, send en sms, og hør efter, når de fortæller om deres sorg. Kig ind uanmeldt. Lad dem græde, når de gør det.
Punkt 3
Indse at man mister noget af sig selv, når man mister et barn, og at forældrene derfor ændrer sig efter dødsfaldet. Vent ikke på, at de skal blive deres gamle selv igen, accepter det ny.
Punkt 4
Tænk på i årene fremefter, at barnet lever videre i forældrenes hjerter, og at det er rart, hvis andre vil dele, hvad man har på hjertet. Husk barnet og tal om det, også om 5, 10 eller 40 år. Sørg for at de ikke også mister minderne.
Punkt 5
Til slut, øv dig i at turde se sorgen, tårene og fortvivlsen uden at blive skræmt. Den går ikke væk, fordi du vender den ryggen, den bliver bare større.
Sorg er ikke noget, som disse forældre skal eller kan komme sig over. Familiens medlemmer bliver aldrig de samme igen. Sorgen og en forandret identitet er livsvilkår, som de skal lære at leve med - resten af deres liv.
Fælles for forældre, der har mistet et barn er, at de adskillige år efter dødsfaldet er omgivet af et nærmiljø og af pårørende, som ikke forstår, hvordan sorgen stadig kan fylde så meget for familien. Men det gør den, og den vil altid være der - resten af deres liv.
Som udgangspunkt er familien interesseret i at bevare kontakten til dig, men kan have
svært ved selv at finde overskuddet til at ringe. I lang tid kan det derfor være op til dig at holde kontakten.
Mange gange kan du som ven, pårørende eller kollega føle, at du måske ikke er tæt nok på familien. Og at der nok er andre, der er tættere på, som familien har mere brug for, og at du bør holde dig tilbage og give plads til andre. Men det kan også være er der ikke så mange andre mennesker, som du forestiller dig. Eller måske er det netop alle dem – venner, naboer osv. som tidligere var en del af familiens almindelige hverdag, som det kan være rart at høre fra og have kontakt med for forældrene. Vær opmærksom på, at din trang til at lade familien få fred til deres sorg, er et udtryk for din magtesløshed og ikke familiens egentlige behov.
Mange pårørende og venner ønsker at hjælpe familien, fordi de øjner, at sorgen får hverdagen til at falde fra hinanden. Men når mennesker er i dyb sorg, kan det være uoverkommeligt at indløse et stående tilbud om hjælp i form af “I kan bare sige til, hvis der er noget vi kan gøre, eller ring hvis I har brug for at tale. Man kan ofte ikke tage initiativ til at bede andre om hjælp, og ofte kan man slet ikke overskue, hvilken hjælp man kan have brug for og så slet ikke ringe op og sige det. Giver du et uafgrænset og åbent tilbud om hjælp, kan det være svært for familien at vide, hvad du egentlig mener. Der er med garanti rigtig mange ting, du kan hjælpe med, men det er bedst, hvis du tilbyder en konkret og afgrænset hjælp. Fremfør derfor din hjælp eller blot et besøgsforslag, så den kan modtages med et “ja tak” eller “nej tak”.
Kom af lyst. Vær ærlig og åben. Husk – kom igen, også efter 14 dage. Det hjælper og varmer. Og husk, frem for alt: Vi har også brug for din støtte mange år efter, selv om vi ser ud til at have det godt igen. For sorgen over at miste et barn er ikke noget vi kommer os over. Hverken om 1, 10 eller 30 år.
|
|