Dagbog

Lidt af hvert

Den 16.august 2018

Så ville du være blevet 9 år... Sikke tiden alligevel går. Du ville være startet i tredje klasse nu. Der havde nok været fart på dig .

De to grave ved siden af dig, har fået nye ejere. Men din have består og dit lille hængetræ står så fint i år. Også selvom vi har haft en meget tør og solrig sommer.


den 26.september 2015

Seks år er der nu gået siden du blev taget fra os.

Denne dato på året er svær, og også aftenen forinden, da det vækker onde minder om hvordan det var netop den aften for seks år siden...

Du er savnet og du skulle have løbet rundt fuld af "krudt" og leget herhjemme.

1000 himmelkys

16.august 2015

Elskede elskede Andreas

Tillykke med din seks års fødselsdag. Vi savner dig og har endnu engang fejret dig uden at kunne holde dig i vores arme.

Håber at der er nogen der kan kramme dig der hvor du er.


Februar 2015

Kære lille hængetræ

Så er februar snart ved at være omme... Vi har både været til din mormors fødselsdag og været til fastelavn, og vi talte om hvad du mon gerne ville have været til fastelavn ?

Du er savnet også nu hvor vi tager en tur på ski. Det ville du garanteret have syntes om.

kys og himmelkram

Nytår

Vi savnede dig og tændte stjernekastere for dig.

Den 24.december 2014

Kæreste hængetræ

Så nåede vi til juleaften igen... En hyggelig aften, som du uden tvivl ville have sat stor pris på. Gad vide hvilke julegaver du ville have ønsket var under træet til dig ?

Vi var på kirkegården samtidig med din mormor med lys og blomster og der er hængt små julekugler i dit træ.

Det er, og vil altid være, 

Den 12.december 2014

Lille skat

Hold da op hvor tiden bare går... Nu er vi i december igen, og der ligger fin gran og juleting oppe på kirkegården i din lille have.

Det er nisse-, pakke, og kalenderlys-tid. Er sikker på at du ville have fundet det hele skønt og herligt, og det er så trist at du ikke er her og er med til det alt sammen. Pyh det stikker i hjertet.

Sender 1000 decemberkys til dig.

Den 2.november 2014 (Allehelgen)

Kære elskede Andreas

Vi var i Vor Frue kirke i dag sammen med de andre fra forældregruppen. Der var Allehelgen mindesgudstjeneste for børn der er døde.
Det var meget smukke rammer og bragte den del af vores virkelighed tæt på.
Vi tændte lys for dig i sandet og dit navn blandt andre blev læst op i kirken.

Du er og vil altid være savnet.

Kys

Den 26.september 2014

Kæreste skat

Så kom denne triste dag igen, der vækker minder om nogle frygtelige døgn da du blev taget fra os.

I din lille have er der nu masser af blomster og der er tændt lys. Vi har fundet kastanier som også ligger og pynter som et stort hjerte.

1000 himmelkys 

Den 17.september 2014

Kære lilleput

Så er det en måned siden du havde fødselsdag... Tiden går på en eller anden måde hurtigt (igen)...September og vejret har været rart i de seneste dage. Det havde været rart hvis du også kunne være med til at løbe rundt og lege.

De kærligste himmelkys til dig

Den 16.august 2014


Tillykke med dine 5 himmel-år lille skat.

Du ville være blevet "en stor dreng" i dag, og vi ville nok have holdt en dejlig fødselsdagsfest på sådan en lørdag.... Er sikker på at der ville have været fuld fart på dig.

Men uh hvor er du savnet her... Det er alt for trist at vi i stedet må gå til kirkegården og tænde lys og sætte blomster der.

Vi har dog fejret din fødselsdag herhjemme, sammen med mormor og morfar, med lys og spist boller og en kage der lignede et tog. Toget fordi vi lige fornylig har været sammen med en dreng på 5 år der godt kunne lide at lege med tog... Så mon ikke at et  kagetog ville være noget der havde været et hit hos dig også? 

Vi ønsker at du på en eller anden måde har haft en god fødselsdag der hvor du er og at mange har ville fejre dig og lave noget sjovt sammen med dig.

1000 fødselsdagskys

Den 3.august 2014

Kære Lilleput

Så er vi kommet til din måned... Tænk at du snart ville være blevet 5 år.

Læste en kronik i Politiken her til aften, og den ramte lige ned i nogle af alle de følelser der ligger lige under overfladen.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2242002/sorg-er-en-tidloes-faktor-vi-alle-maa-forholde-os-til/


1000 kys

Den 27.juli 2014

Kæreste lillemand

Der er gået nogle måneder uden et skriv til dig her på din side... Men du er altid med os i vores hjerter og tanker, og i din lille have kommer vi også med lys og blomster.

Det har været en varm og solrig sommer... Gad vide om det er sådan det kommer til at være fremover? Vi har lige holdt din fars fødselsdag, du havde nok været en værre lille krudtugle hvis du havde været med...

Læste i øvrigt lige en artikel om sorg, og hvordan det ikke kan sættes i bokse og faser... Der vil altid være et savn og et tomrum når man har mistet én man elsker. Og det er der.

1000 himmelkys til dig lille elskede dreng. 

Den 17.april 2014

kæreste Andreas

Så har vi været en tur på kirkegården og sætte blomster, tænde lys og hænge påskeæg på dit lille træ.

Det kunne være sjovt hvis du også havde været med på legepladsen og med til fødselsdag... Der havde nok været gang i den.

1000 kram og kys

Den 14.marts 2014

Lille skat

Dagene går, og nu har vi allerede været til flere fødselsdage og holdt fastelavn i år. I denne uge har det oven i købet været sol og forårs-agtigt, og blomsterne står fint oppe i din lille have på kirkegården.

Vi sender dig mange tanker og din lillesøster satte en blomst hos dig og sagde at så blev du nok glad. Pyh det det var sødt og samtidig stak det noget i hjertet.

1000 himmelkys

Den 1.januar 2014

Kæreste lille Andreas

2014 er året vi nu er kommet ind i... Vi har lige holdt nytårsaften; en aften hvor vi altid sender dig ekstra mange tanker. På en eller anden måde er nytårsaften lidt mere "tung" end mange andre dage. Gad vide hvorfor det er sådan? Måske fordi man tænker tilbage på året der er gået, hvor du burde have været med til de ting vi nu har gået og lavet... Og fordi man også tænker frem på et nyt år, der gerne må byde på nogle gode oplevelser, men hvor vi ved at du fortsat vil mangle i vores arme.

Vi tændte stjernekastere for dig, og du er med i vores hjerter og tanker.

Himmelkys til dig

Juledagene 2013

Elskede Andreas

Så er det igen blevet juletid...Endnu en jul uden dig i vores arme... Du er savnet... Der havde nok været rigtig meget gang i dig denne jul.

Vi har sat julepynt og lys i din lille have og juleaften tændte vi også lys for dig herhjemme. Du har også din egen gren på juletræet, med dit lys. Det tændte vi som det første da juletræet blev tændt.

1000 Kram og kys

Den 28.november 2013

Så er vi næsten kommet gennem november. Vi har haft mange sygedage i denne måned herhjemme, og har kun været oppe ved din lille have på kirkegården 3-4 gange. Men der er nu kommet gran på og det ser fint ud. Nogle af kastanjerne vi samlede i efteråret ligger der også stadigvæk.

Din mor og lillesøster kiggede på stjernerne på himlen i aftes, og blev enige om at den mest klare stjerne vi kunne se må være din.

Kys

Den 15.oktober 2013

I dag er det en international dag for at mindes børn der er døde. Der tændes lys rundt omkring verden over.

Vi har også tændt lys i dag, og sat nogle nye planter op i din lille have.

Du er i vores hjerter og tanker hver dag, så en sådan mindedag kan vi godt mærke ikke fylder så meget for os... Det er mere "dine" mærkedage der har betydning. 

Men selvfølgelig synes vi om tanken, om at man verden over viser børn og forældre en respekt og omtanke ved at have en fast dag som markerer at I også har sat Jeres aftryk her i verden. 

Snart er det også allehelgen, hvor der tændes lys og holdes gudstjenester i landets kirker for at mindes de der er døde i dette år og for at mindes alle børn der er taget fra os. Vi kan ikke komme til arrangementet, men tænder lys herhjemme.

1000 himmelkys

Den 26.september 2013

Elskede Lilleput

Så kom vi igennem det meste af september. Efteråret er kommet med lidt køligere vejr, mørkere aftener og bær mv. på træer og buske.

Vi savner dig...

26.september er en dag vi sender dig mange vemodige tanker, og tanker om hvordan du og vores liv mon havde været i dag, hvis du havde været hos os. I år har det været en underlig dag. Vi har været hjemme, men med sygdom og levering af materialer til hus osv. blev det til en dag der på sin vis ikke føltes så lang. Og nu da det er en svær dato for os, var det jo egentlig godt nok.

Vi var på kirkegården med blomster og lys. Selvom det var fint solskin at gå til kirkegården i, blev lysene nok slukket til aften af en stor regnbyge. Men så var der da stadigvæk lys vi havde tændt herhjemme.

1000 kys

Den 16.august 2013

Sødeste dejlige lilleput.
Fire år ville du være blevet idag... Hvordan mon det ville have været... (En vemodig tanke). Du ville nok have haft fuld fart på, været glad og glædet dig til dagen.

Vi har fejret dig med boller og lagkage. Og så har vi været på kirkegården, ved din lille have sammen med mormor og morfar og sat blomster, lys og små gaver.

Vi sender dig mange kærlige tanker og kys.

Den 1.august 2013

Kære dejlige Andreas.

Så er det blevet august. Din måned på året... Det er nu underligt, som tiden går.

Der har været meget sol den sidste måneds tid, og høet er kommet ind. Oppe på kirkegården er der blevet lavet nye stier, og mere åbent nogle steder, så der er sket en del oppe omkring din have.

Patientombuddet har afsluttet klagen, og der var et længere svar. Dog var patientforsikringens svar mere utvetydigt. 

Vi tænker på dig 😘

Den 24.juni 2013

Så er der gået et par måneder siden, vi sidst har skrevet her... Men der går ikke en dag hvor du ikke er i vores tanker. Der er en masse arbejde oppe på kirkegården, men din lille have står fortsat og ser fin ud og vi kan sætte blomster derop fra haven herhjemme, nu hvor det er sommer.

Nu er det midsommer, vi så sådan en smuk regnbue da vi tændte bål i går... Var du mon med til at male den på himmelen ? Som en lille hilsen til os fra dig ?

Vi mangler dig, og du skulle have været her i dag og lavet sjov og skæg og leget, ligesom alle mulige andre dage. Det bliver aldrig til at acceptere, at du ikke er her, fordi nogle læger ikke fulgte deres procedurer.

1000 kys og kram


Den 24.april 2013

Elskede lilleput,

Vi sender dig nogle ekstra kærlige og vemodige tanker her i dag, hvor der i hele verden er fokus på meningitis, og vi har tændt lys for dig.

Kys

Marts påske 2013

Et lille hoppende påskelam til dig, her på din side... Selvom det stadigvæk er sne og vinter her i denne påske. Tror du snart vi får lidt forår?

Vi tænker på dig elskede lilleput.

Den 27.februar 2013

Kære Andreas

I dag er din oldefar sovet ind. Hvis du ser ham, så må du tage pænt imod ham og måske i kan lege sammen. 

Kys

Den 24.februar 2013

Kære Lilleput,

Så er vi kommet et stykke hen i februar. Det er møgkoldt i disse dage, men det er jo ikke så mærkeligt, da det jo netop er februar.
 Dit lille fine hængetræ herhjemme, er gået helt ud 😥 Når det bliver forår finder vi et nyt et og sætter i stedet, selvom det jo ikke er helt det samme.

Vi sender tanker og himmelkys til dig.

Den 1.januar 2013

Så er vi kommet ind i et nyt år igen. Godt nytår elskede lilleput.

Vi holdt en rolig nytårsaften og sendte kærlige tanker til dig.

I dag gik vi en tur på kirkegården og tændte lys (et syvdøgnslys), og "fyrede" en stjernekaster af oppe i din lille have. Så fik du også dit helt eget lille fyrværkeri i din have. Og det må være passende med en stjernekaster.

Kram og møs.

Den 24.december 2012

Elskede Andreas,

Vi vil igen og igen ønske at du var her sammen med os. Vi har fået juletræ op herhjemme og hos mormor og morfar. Er sikker på du ville have stormet rundt om det og hygget dig, hvis du havde været her.

Her til formiddag går vi op til din lille have og tænder lys. Et rødt et i dagens anledning. 

Du er med os i vores hjerter.

1000 kys og kram

Den 7.december 2012

Sikke en masse sne der er blevet sendt her til os lige fra den 1.december. Kan du mon også lege i sneen der hvor du er ?
Vi er kommet ind i julemåneden og du er som altid manglet og savnet. Vi ville så gerne have spist risengrød, leget i sneen og lavet adventpakker og alt muligt andet sjovt og hyggeligt sammen med dig...

Kys

Den 4.november 2012

I dag afholdes der Allegelgen Gudstjenester forskellige steder i landet, og en del steder specielt for at minde børn der er døde...

Vi tænker på dig og mindes dig og har været på kirkegården i solskinsvejr og tænde lys og sætte en lyng i din lille have.

Den 15.oktober 2012

I dag er det den Internationale Mindedag for Spædbarnsdød, og denne aften tændes der lys og sendes balloner op til himlen. Arrangementet foregår i Tivoli.

Verdenen over tændes lys kl. 19.00 i hver tidszone og danner dermed en lyskæde, der i 24 timer vil minde de børn der er døde.


Vi ville gerne have været med i Tivoli og tænde lys og sende en ballon op for dig elskede Andreas, men din mor er for dårlig fysisk til at komme afsted. Men vores venner kom derind og har tændt lys og skrevet en hilsen på en ballon til dig. Og de sagde at det hele var meget smukt at se. Vi har tændt lys herhjemme.


Kys til dig savnede dreng

Den 26.september 2012

Dejlige skat,

I dag er det tre år siden du blev taget fra os. Det regner rigtig meget i dag... Himlen græder for dig. Græder fordi du skulle igennem så meget ondt og fordi du ikke fik lov til at blive her hos os.

Vi har været på kirkegården ved din lille have. Det var godt nok vådt. Vi satte blomster og tændte lys og har også tændt lys herhjemme.

kys, knus og kram

September 2012

Elskede Andreas

Tiden går, og efteråret har banket på døren igen.

Der sker så meget lige nu... Alt for mange dage for din mor på hospitalet fylder alt for meget i hverdagen. Det betyder måske også at tankerne omkring, hvordan det var for tre år siden på denne tid, ikke er helt så detaljerede lige nu. Vi sender dig mange vemodige og kærlige tanker.

Vi har også fået nyt brev fra Patientombudet, men endnu ikke noget endeligt svar. Det er tungt, at læse de ting, men det ser ud til at der er en hel del læger der har set klagen og det var en stor del af formålet med at få skrevet den. Men indtil videre har den ene instans vi har klaget til, da fuldt ud erkendt at hvis læger/hospitaler havde fulgt nogle klare retningslinjer, så havde du med stor sandsynlighed været rask hos os i dag. Svært og hårdt at vide.

Vi har fundet små kastanjer og lagt oppe i din have på kirkegården. De ser nu så fine ud.

Kys til dig elskede lilleput


Den 16.august 2012

Kære Elskede Andreas

I dag er det din 3 års fødselsdag. Vi fejrer dagen for dig med boller og lagkage til formiddag, og sætter (som vi jo så tit gør) lys og blomster op i din lille have oppe på kirkegården. Din mor skal på hospitalet senere, så vi sørger for at holde formiddagen for dig.

Mon ikke, at du skulle have holdt fødselsdagsfest i din børnehave i dag, hvis du havde været her ? Det ville have været dejligt. Der havde nok været rigtig gang i dig nu...

Vi tænker på dig og sender mange kys til dig, og håber at du har en god og sjov dag der hvor du er.

Den 27.maj 2012

Elskede lilleput

Vi sender mange tanker til dig og tænker på de ting du var igennem...

Tror på at du er med os lige nu, hjælper os igennem det vi nu står i og aer din mor på kinden. Du er hele tiden og altid i vores hjerter dejlige smukke engel.

Den 11.maj 2012

Kære Lillemand,

Vi tænker som altid på dig. Særligt gik tankerne og vores samtale i din retning, da det her for ikke så mange dage siden var fokus på meningitis i hele verden... Nu er der også kommet en "forening" der har meningitis som tema. Den vil vi støtte.

Vi sender 1000-vis af kys til dig 😘

Den 17.april 2012

Kære Lilleput,
En lille hilsen til dig her på en morgen hvor solen skinner. Måske er det dig der har sørget for at sende noget sollys ned til os.
Tænk hvis du havde været hos os, så havde der ikke været lang tid til at du skulle starte i børnehave... Måske der er en himmelbørnehave, hvor du kan lege og hygge dig.
1000 kys

Den 1.april 2012

Kære lille engel,

Nu er det lidt over 2½ år siden du blev taget fra os. Det er lang tid og samtidig ingen tid... Tænker så meget på hvordan du kunne have løbet glad rundt hos os, hvis de på hospitalet havde fulgt de procedurer de skulle følge. Så kunne du have oplevet det forår der nu er på vej, sammen med os.
Foråret bliver aldrig det samme, som det var før vi mistede dig. Det er igen blevet rart, at se lyset komme tilbage efter vinteren, men det har ikke den helt samme "magi" som før... Ingenting bliver "som før", for du vil altid mangle og være savnet.
1000-vis af himmelkys til dig elskede lillemand.

Den 3.februar 2012

Kære lillemand
Sikke koldt det er hernede lige i disse dage... Darwin er rejst herfra idag. Kan du mon ikke lege med ham og gå nogle gode ture nogle smukke steder?
Stille kys.

Den 1.januar 2012

Kæreste lillemand,

Så kom vi ind i et nyt år... Længere væk fra dit år. Det er hårdt, at du ikke er her. Vi tændte stjernekastere for dig i går aftes og kiggede op på din himmel, men det var blevet overskyet, så vi kunne ikke se din stjerne.
Du må have et godt nytår der hvor du er, lille elskede Andreas.

Den 24.december 2011

Dejligste skat...
Så er det blevet d.24.december. En dag hvor savnet efter dig ikke er mindre... Det ville have været så rart hvis du kunne være sammen med os, og vi kunne give dig, kys, kram, hygge og gaver. Måske kan du lige kigge forbi når vi skal tænde lysene på juletræet i aften? Og så kan du måske have en god aften sammen med nogle andre søde engle der hvor du nu er...
Himmelkys til dig

Den 18.december 2011

Søde kønne lilleput,
Du har været meget i vores tanker i den sidste tid, og vi er så triste over at du ikke er her, når vi nu ved at du godt kune have været det. Og tænk at du også har været i radioen. Vi savner dig og elsker dig højt.
Og nu er mormor og morfars lille pigemis også kommet op og lege med dig. Kan I passe godt på hinanden, der hvor I er.
Kys

Den 1.december 2011

Kæreste engel
Så er vi kommet ind i december... Mormor har lavet en fin dekoration med kalenderlys, og der blev tænkt meget på dig da vi tændte den.
Kys

Den 20.november 2011

Elskede elskede elskede Lilleput
Håber sådan at du er med, og allervigtigst at du er glad og har det godt der hvor du er. Tænker meget på dig idag og hvordan du skulle have "drønet" rundt sammen med os. Ønsker meget at vi kunne kramme dig, holde i hånden, give dig et kys og se dine øjne.
Vi sender kys og kram til dig

Den 16.november 2011

Lille skat,
Så er der kommet gran på oppe i din have. Og det ser så fint ud i år med tre forskellige slags gran på. Vi har været mange ture oppe ved din have her på det sidste, og der har været mange dage uden regn, så det har været lidt mere rart at gå.
I dag fik vi tændt et af de røde lys vi har købt til dig, og du fik en ny fugl i dit træ. Rød som den gamle, da det jo var en farve du godt kunne lide.
Kys op til dig i din himmel

Den 6.november 2011

Elskede engel
Idag hvor der er Alle Helgen Gudstjenester har vi tændt ekstra lys for dig.
Kys

Den 3.november 2011

Hej dejlige engel
Øv, nu er det blevet vintertid og november, og der er altså ikke meget lys i disse dage. Vi håber at der er mere lys der hvor du er og også lidt varmere. Og ellers tænder vi jo også lys oppe i din lille have, som kan lyse op til dig.
kys og kram

Den 17.oktober 2011

Savner, savner og savner dig elskede engel.

Den 26.september 2011

Kys til dig på en svær dag.

Den 25.september 2011

Hvor vi dog savner dig elskede lilleput... Denne måned lægger vi mærke til at dagene bliver kortere... Specielt din mor har det jo bedst med lange lyse dage. Idag har det heldigvis været godt vejr med masser af sol, så vi kunne komme ud og gå tur.

Du er hele tiden med os, i vores hjerter, i vores tanker og i vores samtaler.

Den 25.september for 2 år siden var en hård dag, og vi husker den tydeligt, og husker beskeden fra lægerne om at de ikke kunne gøre mere for dig. Der er tændt ekstra lys for dig herhjemme i aften og selvfølgelig også i din lille lanterne ved dit træ og lyset foran dit billede... Men det ved du måske godt.

Vi håber at du har det godt der hvor du er, og at du kan kigge ned til os.

Kys

Den 28./29. august 2011

Elskede elskede Andreas
Vi savner dig og tænker rigtig meget på dig i disse dage... Der var så strenge ved dig for 2 år siden.
Kys fra din mor og far der elsker dig.

Den 16.august 2011

Tillyke med fødselsdagen lille skat.

Vi kommer med ekstra lys og blomster til din have idag.

Den 3.august 2011

Lille dejlige engel

Idag er en noget speciel dag, både god men også vemodig... Så vi har tændt ekstra lys og sat flere blomster ved din have idag, og tænker rigtig meget på dig.

Savnet og altid i vores hjerter.

Den 1.august 2011

Kæreste elskede engel...

Så blev det august. Din måned... Dér hvor du har fødselsdag.

Vi tænker meget på dig.

Kys

Den 23.juli 2011

Kæreste Andreas

Fandt lige et par bamser til dig. De ser da du til at hygge...
Vejret har godt nok været omskifteligt her i den seneste tid, så vi har heller ikke fået høstet hø endnu... Det har vi billeder og minder om, at du var med til, inde fra din etværelses. Og da var det noget tidligere på måneden. Lige før din morfars fødselsdag. Kan du mon hjælpe med, at sende en uge med tøjrvejr og 23-34 grader til os, så vi kan få høet ind ?

Vi savner dig her hos os lille skat.

Den 30.juni 2011

Kære Engel
Det ville være så dejligt, hvis du var her hos os. Men vi tror at du kigger til os, og er med os hele tiden. Måske er du med til at holde hånden over din lille familie hernede og mon ikke at du har passet godt på os alle her i de sidste par uger.

Vi sender dig mange kærlige tanker, kys, knus og kram

Den 18.april 2011

Dejlige du,

Så er forårssolen rigtigt begyndt at skinne ned på det hele. Det er nu rart med noget lys, og din lille have ser også fin ud lige nu med forårsblomster. Solen skinnede dejligt ned på din sten og bamse da vi var der igår. Håber også at du altid kan se solen der hvor du er. 

Den 3.april 2011

Kæreste skat

Vi har haft en svær dag idag. Du har været meget i vores tanker.
Der er kommet flere fine blomster oppe i din have, og de står og lyser fint op.
Kys til dig

Den 16.februar 2011

Idag er din 1½ års fødselsdag. Gad vide om vi havde spekuleret særlig meget over det, hvis du havde løbet rundt her hos os...
Du havde nok haft fuld fart på lige nu, og pludret løs.
Synes vi har brug for noget positivt at se på, så vi sætter lige et billede af en kurv med sommerblomster til dig.

Den 9.februar 2011

Dejlige Engel
Er det dig der sender lidt sol ned til os idag, efter en lang periode med sne og storm ? Det er rart med noget sollys.
Vi krydser fingre for at de to breve bliver gennemgået ordentligt og det kan yde lidt retfærdighed for dig.
Kys til dig

Den 1.januar 2011

Kæreste skat
Så har vi lige skiftet år fra 10 til 11. Der  var tændt en masse stearinlys dér hvor vi var i aftes, og vi synes at de alle lyste for dig. Det er underligt som tiden går, og samtidig er det svært fordi det føles som om du kommer længere væk fra os. Det er trist da vi så gerne vil have dig nær os, og se dig drøne rundt og være en glad og frisk lille spilopmager.
Vi håber at du får et godt nytår i himlen, og at du kigger lidt til os en gang imellem.

Fredag d.24.december 2010

Elskede Engel
Vi tænker ekstra meget på dig i dag, og ville sådan ønske at du var hos os.
Vi håber at du holder jul et rart sted, og har også idag tændt lys for dig.

Lørdag d.27.november 2010

Kære skat
Nu vælter det ned med sne, og vi har fået ryddet meget sne herhjemme idag. Synes det er lidt tideligt, at vi får så meget sne. Men måske kan du og dine englevenner tage en kælketur, og synes at det er sjovt.
Ellers håber vi at der er rart, varmt og lyst på din stjerne.

Den 7.november 2010

Kære elskede engel

Idag tænder vi ekstra lys for dig. Både herhjemme, i din have og til Alle Helgen gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Dit navn vil blive læst op og der vil blive tændt lys for dig. Vi savner dig og mangler dig.

Den 24.september

Dejlige Andreas

Vi savner dig sådan, og tænker endnu mere på dig i disse dage. Tænker tilbage på hvilke modbydelige ting vi måtte gennemleve sidste år. I dag var den dag hvor du sidst havde det ok, og tidligt på aftenen lå du i laaang tid og kiggede på dine bamser.

Den 1.september 2010

Så kom vi ind i september... At tænke tilbage på september sidste år er hårdt. Vil så gerne bare igennem denne måned. Kommer til at tænke på sangen "Wake me up when september ends". Samtidig ved vi jo godt, at såret altid vil være der, også når september er forbi.

Here comes the rain again
falling from the stars
drenched in my pain again
becoming who we are

as my memory rests
but never forgets what I lost
wake me up when September ends

summer has come and passed
the innocent can never last
wake me up when September ends




Den 16.august 2010

Tillykke med fødselsdagen skat. Håber du kigger lidt forbi, og ellers kan fejre dagen sammen med nogle englevenner på en stjerne.


Den 15.august 2010

Vi savner dig frygtelig skat. Den 15. august 2009 står lysene klar for os... Der var du på vej til at vise dit lille smukke ansigt til os. Vi var i sommerhus og kørte hjem, da du virkelig bankede på for at komme ud i verdenen. Vores spænding, forventning og glæde den dag, står i skærene kontrast til hvordan vi har det i dag. Kys til dig elskede engel.

Den 1.august 2010

Så er vi kommet ind i din fødselsdagsmåned. Det er en meget tung og tom fornemmelse indeni. Du mangler her rigtig meget.

Den 21.juli 2010

Mågerne vil altid minde os om dig...

Den 7.juli 2010

Lille skat
Så har vi kørt hø ind. Det var hårdt og vi tænkte rigtig meget på dig... At du var med sidste år og og tankerne om hvordan vi havde forestillet os det skulle være i år gjorde ondt indeni os.
Tak for at du fandt billedet til vores køkken, det kommer til at passe fint.

Den 23.juni 2010

Dejlige Andreas
Nu har der været løb i Fælledparken, hvor du var med sidste år. Det var trist at tænke på... Og så skal der være bål i aften. Det skulle have været så hyggeligt og rart, men nu er det mere med vemod og tanken om at du skulle have været med.

Søndag d.16.maj

Dejligste Lilleput
Idag er det søndag d.16. ... Ligesom det var søndag d.16., da du kom til verdenen. Det var en god dag "dengang"... Alt er bare ændret nu og den lykkelige dag føles så langt væk. Du er så savnet og vi tænker på dig og tænder lys.

Den 26.april 2010

They say memories are golden, well maybe that is true.
I never wanted memories, I only wanted you.

A million times I needed you, a million times I cried.
If love alone could have saved you, you never would have died.

In life I loved you dearly, In death I love you still.
In my heart you hold a place, no one could ever fill.

If tears could build a stairway and heartache make a lane,
I'd walk the path to heaven and bring you back again.

Den 16.april 2010

Lille Engel
Vi har tændt ekstra lys for dig idag. Du er hele tiden og altid i vores hjerter.

Den 3.april 2010

Prøver at tvinge mig til at have en smule optimisme i mit sind sind...det lykkedes sjældent ...prøver at ignorere sorgen... Men den er der hele tiden.

Letheden og glæden  er væk, det er svært at kende sig selv...

Vi har mistet Andreas, og os selv...

Den 26.marts 2010

I dag er en sort sort dag. Det hele rammer hårdt en dag som i dag. De frygtelige oplevelser og billederne fra det sidste døgn hvor du kæmpede for dit liv er alt for nærværende. Vi savner dig og elsker dig.

Den 16.marts 2010

Andreas... Lille engel.

Endnu en smertelig dag at komme igennem. Foråret der er på vej bringer ikke glæde til os i år, for du er her jo ikke til at se det. Du er her ikke til at give det hele ekstra liv...
I din lille have har vi sat Erantis og Vintergækker hjemme fra vores store have til at lyse op til dig sammen med de tændte lys.
Såret i vores sjæl vil ikke heles og kan ikke heles. Du er savnet her.

Den 7. marts 2010

Elskede Andreas
Så du solen skinnede i går ? Og Erantis er dukket op i haven nu hvor sneen er ved at smelte. Det er så ondt at vi ikke kan vise dig det.

Folk siger at du er et bedre sted nu og at du har det godt... Men det er ikke lige til at forstå den sætning, for hvordan kan der være et bedre sted for dig end hos din mor og far ?

Andreas ½ år

Et halvt år var du blevet nu... Det var noget vi skulle have fejret... Nu er der intet, intet at fejre. Her er tomhed og intethed. Andreas´værelse står tomt, uden et lille varmt smilende menneske.

Skat, du fylder alt i vores verden. Vi savner dig ubeskriveligt meget.
Det er ikke til at forstå hvorfor du ikke blev redet, hvorfor du ikke måtte være hos os. Du mangler hvert minut af hver time hver dag... hvad gjorde vi to dog forkert siden alt blevet taget fra os og vi blev taget fra hinanden? Du var alt man kunne ønske sig, og så blev du revet så brutalt fra os.  Måske er det rigtigt at livet her på jorden er kort i forhold til det liv vi har efter døden, Og så har vi så meget til gode.
 
Du er elsket skat, altid med os.


Kære elskede Engel, da dit lille hjerte stoppede med at slå, slog din mors

hjerte kun videre fordi det skulle. Alt kærligheden, alt varmen og alt glæden
 
stoppede sammen med dit hjerte og din mor tænker tit på om det mon
 
nogensinde kommer tilbage.


Som altid tænder vi lys for dig. Herhjemme og oppe på din sneklædte have.

Den 1.februar 2010

Dejligste skat
Det var en hård dag i dag. Jeg har dig med mig, og tror på at du hjælper mig til at tage de udfordringer jeg møder på min vej.
Men jeg mangler din fysiske tilstedeværelse...
Din mor

Den 26.januar 2010

Vi tænder mange lys for dig i dag, hvor det er fire måneder siden du forlod denne verden. Det står så klart som var det i går. Du er savnet.

Den 24.januar 2010

Lille elskede Andreas
Kom til at tænke på at du tit havde hikke og på følelsen af dit dejlige silkebløde hår. Hvor ville det være rart at høre og mærke det igen. Prøver at få fyldt dagene ud, for her er så tomt; der er ikke længere noget der er rigtigt rart. Vi fik det smukkeste, men fik ikke lov at beholde det. Ens indre er ændret, måske kan man smile igen. Men det er ikke rigtig dybtfølt, det er med et eller andet form for forbehold. For du mangler her hos os lille skat, og vil altid mangle.

Den 16.januar 2010

Smukke skønne Engel
I dag skulle du være blevet 5 måneder. Tænk hvad du mon havde lavet nu... Hvad vi havde lavet sammen med dig... Hvordan vores liv havde været...
Vi elsker dig og savner dig hele tiden. Det er så ondt, at du skulle igennem så meget og så blev taget fra os.

Den 7.januar 2010

Lille skat.
Havde besøg af din sundhedsplejerske i dag. Vi talte om dig, om hvor savnet du er, hvor trist her er uden dig og om at vi savner det liv vi skulle have haft sammen med dig. Tomheden er blevet større, omfanget og konsekvenserne af at du ikke er her er så altomsluttende, ligger som en tung dyne henover os.

Den 31.december 2009

I dag skulle Andreas have fejret indgangen til 2010 med os, i stedet måtte vi gå op på kirkegården med et lys og mindes ham.

Dagene er svære, de skal bare overståes,og når vi skal til at sove igen er det godt at komme væk fra endnu en dag i smerte, bare få pause i søvnen. 2009 er det lykkeligste nogensinde, og det allermest tragiske man kan forestille sig. Det har for altid sat smertelige spor i vores sjæl og det vi har tilbage af vores hjerter. At træde ind i 2010 er underligt. På den ene side kan jeg ikke træde ind i et nyt år, uden Andreas, for 2009 var også Andreas´ år. Jeg ønsker det på en eller anden måde ikke, det vil øge afstanden, til den tid vi havde med ham. På den anden side, vil jeg gerne afslutte dette forfærdelige år - blot med et håb om, at smerten vil blive lettere at bære i det kommende år. Hvordan ved jeg ikke for troen har jeg egentlig ikke.

Min elskede, savnede og manglede dreng. Jeg håber du får et godt nytår i himlen. 

Den 26/12-2009

Datoen er ikke blevet lettere... Håber at du på en eller anden måde har set dine røde paradisfugle.

Den 21/12-2009

Kæreste engel
Det var så årets korteste dag.... Synes alligevel at den har virket ulidelig lang.
Savner dig, og tænker meget på hvordan det ville have været i disse dage hvis du stadig havde været hos os. Din have er helt fyldt med sne, så vi har viftet sneen væk fra din sten. Så kan du måske også bedre vise den frem.

Den 11/12-2009

Lille skat, det var en hård dag i går, og det har været en mærkelig dag i dag. Nu er her igen opstået en ny tomhed. Vi var oppe ved din have og tænde lys i dag, men det ved du jo godt. Tror også du var med hjemme og plante det lille træ i haven, magen til det vi fik plantet i går oppe ved siden af din sten. Så er der et begge steder til minde om dig. De må hedde Andreas træer fra nu af.

Den 7/12-2009

Kære lille smukke engel. Du er så savnet, så det slet ikke kan beskrives... December ville vi gerne springe over her i år. Det gør så ondt at tænke på hvilken hyggelig måned vi skulle have haft herhjemme, og vi havde planlagt at holde juleaften herhjemme og invitere familie hjem til os den aften. Nu er der ikke det der ligner hygge eller glæde i denne måned.
Din sten, op til din lille have, er blevet færdig, men det ved du måske godt? Så din urne skal op i din have i denne uge, på torsdag, og stenen bliver sat på. Endnu en barsk dag venter... Det bliver hårdt at din urne nu heller ikke skal være herhjemme længere.
Billedet er oppe fra din have, her den anden morgen hvor det var frostvejr.

Den 30/11-2009, Andreas dag

En dag med dit navn... Og du har været så meget i vores tanker i dag. Vi har talt meget om dig i dag. Og vi har fortalt din historie til andre i dag.

Den 26/11-2009

Den 26. igen...
Savnet og tomheden føles altoverskyggende. Hvorfor måtte du ikke blive hos os, lille dejlige skat. Det gør så ondt indeni og det er så ensomt nu hvor du ikke er her.
Vi elsker dig og tænder lys for dig.

Den 16/11-2009

Kære lille skat.
Så blev det den 16. november. Idag var du blevet 3 måneder, et kvart år, hvis du stadigvæk havde været hos os. Du er så savnet. Tomheden er ikke blevet mindre.
Håber I små engle vil feje alle skyerne til side i dag, så det ikke er så grådt, vådt og trist. Vi vil tænde lys for dig i dag. Og så tager vi en lille engel med op til din have.
I aftes fik vi hængt det store billede af dig lidt længere nede på væggen, det blev fint. Men måske har du set det?
Vi elsker dig.

Den 12/11-2009

Gik lige og satte vaser på plads i skabet, og kom i tanke om at da jeg fortalte far at Andreas var flyttet ind i min mave fik jeg for første gang i den tid vi har kendt hinanden blomster...
Mor

Gad vide om Darwin ikke også ville have syntes at du var en sød lille snut, og have passet godt på dig. Far er ihvertfald Darwins legeonkel.

Var oppe ved Andreas´ have i dag. Lisa havde lagt nogle søde ting deroppe. Bl.a. et meget spøjst græskar. Tror at Andreas kan grine af det.

Den 7/11-2009

Kære elskede og savnede skat.
Det har været en meget lang og trist dag i dag. En måned siden bisættelsen. Jeg havde ikke lyst til at stå op i dag, men gjorde det alligevel.
Vi var oppe ved din have sammen med mormor. Vi så en sky, der først lignede et hjerte og derefter tog form som en fredsdue... Var det dig der malede den ?
Din far og jeg har købt fotoalbum og i dag blev alle vores billeder af dig sat ind i det.
Kærligst din Mor
Har lige sat et billede ind af dit pindsvin der står hjemme hos Dorrit.

Den 5/11-2009

Hvor er det nogle dejlige beskeder der er blevet skrevet i Andreas´gæstebog. Det varmer vores ødelagte hjerter. Tak.

Synes det er så trist lige nu og savner sådan at have Andreas hos os og kramme ham. At mærke hans varme bløde hud, hans dejlige englehår og mærke hans små hænder holde fast i vores.

Her den anden dag skulle vi se på et skab og vi fik samlet os så meget sammen, at vi tog i Bauhaus. Mor fik selvfølgelig hurtigt øje på det børnetapet, som vi for blot tre måneder siden havde stået og set på og bestemt at vi skulle købe til Andreas. Det gjorde ondt indeni. Og samtidig kom mor til at tage hånden ned til maven ubevidst... For sidst vi stod der var der jo en lilleput der lavede nogle små spark inde i maven når han lavede sit daglige aerobic program.

Den 1/11-2009

Formiddag:
Dejlige skat,
Så er det blevet Alle Helgens Dag. Vi skal op og mindes dig i kirken i dag og tænde lys for dig i din lille have. Det er et værre blæsevejr udenfor, så jeg håber der er lidt læ i din have så lysene ikke bliver pustet ud.
Vi savner dig. Tænker at du måske holder til på den klareste stjerne på himlen, og lyset vi kan se er din lille glorie der skinner så fint.
Vi sender kys og kærlighed til dig.

Aften:
Hej søde engel
Håber du har været en tur forbi din have, hvor vi fik sat fine lys i dag. Din mor havde også et lille kastanjedyr med til dig, lavet af kastanjer fra mormor og morfars kastanjetræ.
Vi var deroppe igen her til aften sammen med mormor og lysene stod stadig og brændte og der så rigtig hyggeligt ud i din lille have. Det var hårdt at sidde i kirken i dag, og tårerne trillede... Men samtidig var det godt at vi kunne mindes dig på den måde. Vi har selvfølgelig også tændt lys i alle vinduer herhjemme og et lille lys med en hilsen til dig er også tændt på Mindet.

Oktober

Vi var en tur i skoven her sidst i oktober. Det var flot derude, men hvor ville vi ønske vi havde haft Andreas med os.

Den 26/10-2009

Kæreste engel
Din mor vågnede her til morgen præcis på det tidspunkt, hvor du tog dit sidste åndedrag for en måned siden med en knugen i brystet. Det regner her til morgen... Himlen græder med os.
Altid i vores hjerter. For evigt elsket, manglet og savnet.
Vi tænder lys for dig i dag.
Vi har været oppe ved din have, og mormor havde allerede været der og tændt et lys for dig i morges.

Nu er det blevet aften og vi har tændt lys i alle vinduerne herhjemme. Og så har vi tændt lanterne for dig udenfor.

Søndag d.25/10-09

Kære lille skat. Vi har været en tur oppe ved din have i dag. Vi havde et lille æble med fra haven derhjemme. Faktisk har vi været deroppe ved din have hver dag (på nær i går), siden bisættelsen. Billedet er fra i dag. Kransene fra bisættelsen holder stadigvæk og mormor har sat en fin dekoration med blomster fra mormor og morfars have. Vi har selv sat en stor Crysantemum og en lille lyngplante.
Andreas, vi så dig ikke oppe i skyerne her i eftermiddags sammen med Lucky og Taigo... Ville ønske at vi havde set det. Men det kan også være, at I bare lige var forbi mormor og morfar for at sige hej.

Lørdag 24/10-2009

Vi har i dag fået hængt et stort billede af Andreas op på væggen i stuen. Det er 50*70 cm og rigtig fint.

Vi sad og forestillede os, at han nok var blevet glad for både sport og dyr... Helt klart præget af sine forældre. Med tiden ville han sikkert have hygget sig med Olga og Misling. Og Pepzi skulle han have lært at ride på. Måske var han blevet go´til noget kether sport f.eks. tennis mener far eller også kunne han blive en bomstærk kajakroer og så kunne han tale om kajak med morfar... Mange spøjse tanker dukker op når vi taler om ham herhjemme.

Sad og tænkte på Sanktehansbål og Andreas, og om at det kunne have været hyggeligt at sidde med ham der og måske når han blev lidt ældre lave snobrød.

Øjet kan græde
Munden kan le
Men sorgen i hjertet
Kan ingen se



Tomhed og afmagt

Alt er blevet sat i et helt nyt perspektiv... Alle de små mærkelige ting, som bliver gjort til et "problem" i hverdagen er jo fuldstændig ligegyldige i det store perspektiv. Ens prioriteringer og værdier er blevet sat i perspektiv... Hvad er egentlig vigtigt i vores liv, det er ikke alle de materielle ting som vi ellers har så meget fokus på i vores del af verdenen. Så det at sætte pris på livet og de mennesker vi holder af er nok noget mange glemmer i den fortravlede hverdag, hvor der hele tiden jagtes videre efter nye ting.