Der findes ingen mening...

Nu har du taget fra os,

hvad du engang har givet.

Nu favner døden den, der

for os var selve livet.

Og intet bliver mere

helt, som det var, herefter,

for sorgen river i os

med kærlighedens kræfter.

Der er en lov,

som er stærkere end døden:

at kærligheden

vil få det sidste ord;

og Kristus rejste

den lov til lov for verden.

Nu gælder nåden

til trøst for dem, som tror.  

Ord kan være fattige.

Det er de i dag.

Vi vil så gerne lindre.

Vi vil så gerne sige noget, som hjælper og giver mening.

Vi vil så gerne fortælle, at vi sørger med jer, Kimmie  og Peter, som har mistet jeres Andreas.

Og det er også det, I gør - I som sidder dér bagved, klar til at bakke op, når nu Andreas´mor og far skal se, hvordan de slipper afsted med at komme videre herfra.

Ord er fattige.

For du har jo ret, Far, det er uretfærdigt og meningsløst, at Andreas ikke fik lov til at leve længere.

Og jeg kan godt forstå, at I kæmper med dét! For Andreas død ligger i et mørke udenfor jeres forestillingsevne.

Og så kan vi aldrig så meget forsøge at flikke ord sammen om den skjulte mening med alt, der sker.

Det er kun tynde papirsskjolde, som vi prøver at dække os bag.

Der er ikke mening skabt i Andreas’ død.

Og havde der så været, havde det så taget jeres sorg fra jer?

Døden er ikke til at forstå – vi kan blot reagere med sorg.

Men der var mening skabt i hans liv.

Og det er den mening, som ikke bare ritualet – men også I sætter ord på.

Derfor skal vi lytte til en tekst fra Det nye Testamente.

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Og han tog dem i favn og lade hænderne på dem og velsignede dem.

Der er to gode grunde til at lytte til denne tekst i dag.

Læg for det første mærke til de voksne disciple.

De vil holde børnene væk.

Børn forstår jo ingenting.

De er jo netop kun børn.

Og hér var disciplene i gang med at drøfte de helt store spørgsmål med Jesus.

Børnene - de kan komme tilbage, når de er blevet store og forstår.

Når de er blevet til noget.

Omsat til vores tid spidder teksten fuldstændig ubarmhjertigt vores voksne måde at tænke på.

Alting skal blive til noget – underforstået: til noget andet og mere.

Vi har altid noget vigtigere for længere fremme.

Vi har så svært ved at være til stede her og nu – umiddelbart, som barnet kan det.

Og sådan står vi i fare for at tabe livet, selvom vore hjerter fortsat slår.

Fordi vi så ofte gør livet selv til et middel for et højere mål at jage efter.

Og sådan kunne vi også tænke i dag:

Andreas kunne være blevet til en stor skoledreng.

Andreas kunne være blevet til en ung mand.

Andreas kunne have fået uddannelse og arbejde.

Men ved I hvad?

Sådan skal vi  ikke tænke i dag.

Der er masser af skolebørn,

der er masser af unge mænd,

der er masser med uddannelse og arbejde,

der er masser, der når rigtig langt.

Men der var kun én Andreas.

Andreas med sine store blå øjne.

Andreas, der var vild med sin sut.

Andreas med sine bamser.

Andreas, der var optaget af hjertet på mormors mobiltelefon.

Andreas, der elskede at holde i hånd.

Og som lå trygt imellem sine forældre den sidste nat.

Hvem tør sige, at der ikke var skabt mening i Andreas’ liv?

Andreas var et mirakel – siger du, Mor. Et mirakel mens han levede – og nu kalder du ham en engel.

Jeres engel – og Guds engel.

Og et mirakel er da lige så svært at forstå som døden.

Kærligheden er da lige så svær at forstå som døden.

Vi kan blot reagere med tak og glæde.

Andreas med sit korte liv, ja – men med et liv, der har trukket smilebånd gennem jeres sind.

For dét lagde jeg mærke til forleden dag, da vi sad omkring bordet hjemme hos jer – at nok var der tårer, men I smilede også, når I talte om Andreas.

For hans tid sammen med jer var så meningsfuld, at han blev det vigtigste i jeres liv.

Og derfor kan og vil I synge om lidt:

Ham takker alle vi med sang,

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang

En tak til Gud, fordi Andreas groede frem af jeres samliv og kærlighed – som en frugt af det, der er jer.

Vi tager afsked her i kirken.

Der er en anden grund til at vi lyttede til teksten om Vorherre og de små børn.

Læg mærke til Jesus.

Han tager imod børnene som de er.

Guds rige er deres.

Herinde skal vi ikke forsøge at komme om ved sorgen eller forstå, hvorfor Andreas ikke fik lov at leve.

Kristendom handler ikke om at forstå liv og død.

Det er stort og godt, når vi kan finde et sted at få svar på vore spørgsmål.

Men det er større og bedre, når vi kan finde et sted at være med vore ubesvarede spørgsmål – for dér er der også plads til sorgen, tabet og afmagten.

Kristendommen handler om, at der er et sted, hvor vi er rummet og favnet – også med alle vore ubesvarede spørgsmål.

Når vi spørger Hvorfor? så svarer kristendommen med et Hvem!

Når vi spørger Hvad? svarer den med et Hvem!

Nemlig hvem, der er hos os og med os.

Det er Vorherre. Det er Gud!

Han favner os.

Det er svært at forstå for os voksne.

Det er nok langt lettere for børnene at forstå.

For de har taget deres selvfølgelige privilegium til sig: At blive taget imod, hvor de kommer.

Som I tog imod Andreas.

At være forældre er både bogstaveligt og i overført forstand at bære sine børn.

Men vore arme er ikke så lange som vore håb og drømme.

De må engang imellem synke i afmagt – som jeres.

Men i dåben inde på sygehuset lagde I Andreas i Guds arme.

Og hans arme er lange og stærke nok til at holde os fast – selv i døden.

Det er der mening i.

Derfor tager ritualet her i dag det sidste ord ud af dødens mund og fortæller os, at livet leves og afsluttes under større horisonter end vores begrænsede fornuft kan se grænserne for.

Vi lever og dør ikke under dødens horisont – men under Guds!

Og derfor samles vi her i kirken i Hans navn,

som engang blev vred på sine voksne venner,

fordi de ville jage de forældre væk,

som kom med deres små børn til ham.

Og da sagde Jesus:

Lad de små børn komme til mig,

for Guds rige er deres.

Og Jesus tog dem i favn og velsignede dem!

Amen