Hmm, det her afsnit af vores fortælling er svært at tage hul på… Ved ikke lige hvor vi skal starte. Måske da vi skulle tage hjem inde fra Rigshospitalet uden Andreas i vores arme.
Vi var på det tidspunkt så nedslidte, stressede og trætte og alt var kaos og støj omkring os. Vi havde ikke lyst til at tage hjem, for vi ville ikke tage fra Andreas og vi ville ikke hjem til et tomt og ensomt hus uden ham og omvendt ville vi jo heller ikke være længere tid inde på hospitalet med alle de grufulde oplevelser… Det var svært. Og det var rigtig tomt at komme hjem. Da vi trådte ud fra Rigshospitalet var det som at træde ud i en anden verden, næsten som om at verdenen inde på hospitalet og alle de ting derinde ikke var sket. Det var simpelthen så fjernt fra hvad man i sin vildeste fantasi kunne forestille sig der kunne ske omkring én. Det var lidt som om man var trådt ind i en rigtig dårlig film, hvor man hele tiden var bange. Det var sommer da vi trådte ind og nu kom man ud igen og det var efterår, og verdenen udenfor så bare ud til at være gået videre. Men vores verden, vores liv er gået i stå, vi står nu fuldstændigt magtesløse.
Vi havde så mange tanker i hovedet, så vi var ved at blive vanvittige. De var der hele tiden og i alle retninger: Om Andreas, om vores bristede drømme, om hvordan det havde været hvis nu han havde overlevet og havde fået et handicap, om vi havde gjort noget forkert, om vi havde kæmpet alt hvad vi kunne for ham, om hospitalet, om alle hospitalets mange fejl og hele det umenneskelige forløb vi havde været igennem og fejlvurderinger der stressede, om sygdommen, hvordan vi skulle kunne leve videre uden Andreas, om graviditeten og fødslen, om bisættelsen, uvisheden, kærligheden, tabet … Ja tankerne og frustrationerne har været endeløse og opslidende. Vi sov rigtig dårligt i lang tid og vågnede med dårlige drømme og mareridt. Kroppen var jo i alarmberedskab, på vagt og fyldt med adrenalin fordi den har været vænnet til hele tiden at skulle passe på Andreas og arbejdet på højtryk for at finde en løsning på det hele, i alle døgnets timer. Vi havde jo ikke skyggen af tiltro til hospitalet, og der fandtes ingen løsning. Det har været svært at forstå at verden kan være så ond. Sorgen er svær at takle, og det er svært at finde ud af at leve med et hjerte der har boblet af glæde til nu at være knust i tusind stykker.
I dag hvor det her afsnit bliver skrevet (d.15/11-09) er vi dybt bevidste om at Andreas i morgen ville være blevet tre måneder. Tiden er en underlig størrelse, for på den ene side, så er det jo nærmest som var det i går. Og på den anden siden føles det som om der er gået 100 år. Måske føles det bare som om ens sjæl er blevet 100 år gammel. Måske er det fordi der er sket så mange ting, som man ikke troede kunne ske, fordi der har været tanker i hovedet så kaotiske og så anmassende at man synes at der har været så mange at de kunne fylde et helt langt liv. Mange af oplevelserne er ligesom gemt lidt i en tåge eller blevet udvisket. Måske fordi ens hjerne ikke kan rumme alt det på én gang. I starten var vi jo også lidt mere som i en osteklokke i chok, tingene skete bare omkring os. Hvor vi nu er kommet ud i virkeligheden og vores hjerne må åbne op for det der er sket i små bidder.
Dagene er gået på én måde hurtig og på den anden side langsomt. Det er igen det her med tiden. Vi har lagt puslespil, vi planlagde bisættelsen, vi har kigget på sten til hans have, vi har læst bøger og artikler om andre der har mistet et barn, vi har hentet hans urne, vi har læst om e-coli og meningitis, lavet Andreas´ hjemmeside, set på billeder, samlet alle hans papirer og vi har været oppe ved hans have stort set hver dag og købt blomster og lanterne der op til . Vi har haft tændt mange lys herhjemme, altid med Andreas i vores tanker. Nogle dage har vi ingenting foretaget os overhovedet; Bare kigget lige ud i luften.
Så har vi også haft besøg af familie og venner og det sætter vi MEGET stor pris på og det er vores inderligste håb, at I vil blive ved med at besøge os, ringe eller skrive. Det har hjulpet med at aflede vores tanker og dulme smerten for en stund. Vi har fået hjælp til haven, vi har fået mad osv. Det betyder meget for os, at mærke at der er nogen der tænker på Andreas og os og taler om ham. Det hjælper lidt at tale. Han er der jo hele tiden i vores tanker og hjerter og vil altid være det i resten af vores liv. Andreas er vores barn. Han er bare ikke som de fleste andre børn.