Der var mange ubærlige ting at tage stilling til op til bisættelsen. Det var til, at blive helt svimmel af. Først skulle vi tage stilling til om det skulle være en bisættelse eller en begravelse. Det føltes som at vælge mellem pest eller kolera... Der var jo ikke nogle af delene der var acceptable.
Dagene er svære at skelne, da vi stadigvæk var i chok over at have mistet Andreas. Vi sov dårligt om natten og drømte meget. Vi havde stor hjælp fra Mormor og Morfar.
Vi ville så gerne gøre det så smukt vi kunne for Andreas. Så vi fik sørget for blomster, kiste, og sange med mere. Sangene tænkte vi meget over, og vi ville have en solist til at synge den ene af dem, så det blev personligt til Andreas. Nogle af aftenerne gik med at lave den collage, der også kom med op i kirken til bisættelsen, og vi fik skrevet vores afskedsbrev til Andreas. Vi fik besøg af Dorrit, der hjalp os med at finde Andreas´lille have.
Beslutningen om hvem der skulle bære kisten ud af kirken sammen med os, skulle vi også tage og det blev Morfar og Lisa. Vi havde også besøg af præsten.
Dagen før bisættelsen, blev han lagt i kisten. Svøbt i sine dyne. Vi lagde bamser, billeder og vores afskedsbrev ned til ham og sagde på gensyn. Han lå og så fin ud, og så ud som om, at han sov fredeligt. Vi har tændt mange stearinlys herhjemme og hver gang vi tænder et lys er det for ham.