Til pårørende
Det kan være meget svært at være pårørende til forældre, der har mistet deres barn.
Hvordan hjælper man dem bedst?
- Du kan her på siden finde nogle gode råd til hvordan du hjælper, og støtter dem bedst muligt
Sådan hjælper du bedst
• Det er vigtigt at du viser dem at du er der for dem, hvis de har brug for at snakke, hjælp til noget praktisk eller noget helt tredje. Du kan godt sige lige ud til parret "jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige, men det gør mig frygteligt ondt, er der noget jeg kan hjælpe med", eller send dem en buket blomster hvor du skriver i kortet at du tænker på dem og de altid kan ringe.
• Selvom du ikke ved hvad du skal sige til parret, så prøv alligevel. Sig hvad du føler og tænker, vær ikke bange for at deres tårer, at de græder letter sorgen, og at andre tænker på deres barn betyder meget for dem.
• Sig ikke "i kan bare ringe", men tag du initiativet og ring til dem, det kan ofte være svært for et par der har mistet at ringe rundt til folk og fortælle hvordan de har det.
• Den første efter deres tab, er de ofte meget drænet for energi og tænker ikke meget på rengøring, indkøb og andet husligt, her kan du være en god støtte, spørg dem om de vil have hjælp til det praktiske
• Bliv ikke skuffet eller sur, hvis du får et nej, eller at de måske ikke vil fortælle dig om deres følelser, du kan ikke sætte dig ind i det store tab, du må lade dem fortælle om deres sorg når de har lyst, spørg ind til det, men respekter et nej
• Det er af stor betydning for forældrene at deres barn bliver anerkendt som et barn, husket og gemt. Så sig ikke noget "klogt" som
- det var godt i ikke nåede at lærer barnet at kende
- I kan jo altid få en ny
- I har jo stadig de store børn
- Ja så er jeg jo gravid, skal i ikke også snart have den næste?
- Du skal da til og arbejde igen, så glemmer du det hele
- Tænk på dem der mister barnet når det xx antal år, det er da meget værre
- Livet går videre
- Du kan da ikke stadig være ked af det
Det barn forældrene har mistet, kan aldrig erstattes, hverken af de andre større børn, eller det barn der måske vil komme til verden senere hen.
• Hvis du ved du kan magte det, er det en god idé at spørge om de har nogle billeder du må se, mange forældre vil gerne vise billeder af deres afdøde barn, men de vil heller ikke bare smække albummet i hånden på hvilken som helst.
• Undgå at sammenligne din egen sorg med dit tab over din farmor/tante osv. Det kan og skal ikke sammenlignes, alle ved at vi alle skal tage afsked med vor ældre familie medlemmer, men at miste et barn, er imod alle ods, imod ens holdninger. Børn dør da ikke!
Tag det ikke personligt, men du ikke selv har mistet et barn, ved du ikke 100 % hvordan det er, og der findes ingen større sorg end at miste sit eget barn.
Sorgen tager tid... Fremtidig støtte.
For pårørende bliver det hurtigt hverdag igen, og man glemmer let, det at forældrene stadig sørger og tabet af deres barn. Du syntes måske der er gået lang tid siden barnet døde, men for forældrene tager det den tid det tager, du må endelig ikke prøve at presse dem til at komme videre, det kommer der intet godt ud af.
Det er ikke meningen at forældrene skal "komme sig" de skal lærer at leve med tabet.
Forældrene har ikke brug for at få af vide at de dyrker sorgen, ingen sørger ens og ingen skal presses til at komme videre. De har heller ikke brug for at vide at de er på kirkegården alt for meget, eller at de snakker for meget om deres afdøde barn. Giv dem plads og tid til at komme sig, spørg ind til sorgen, men lad dem åbne sig i deres tempo.
At huske barnets fødselsdags, dødsdag mm. er en vigtig del i støtten og opbakningen for forældrene. Skriv evt. datoerne ned et sted så du kan huske dem, det betyder meget for forældre der har mistet at deres afdødes barns fødselsdag husket som alle de andre børns fødselsdage i familien. Læg evt. blomster på gravstedet, giv dem et telefon opkald og lad dem vide at i tænker på dem, og i har husket dagen.
Nogle forældre ønsker også at man kommer til kaffe, lagkage og boller, det er deres måde at fejre barnet på, at markere over for dem selv, barnet og ikke mindst familien, at deres barn har fødselsdag. Det er helt normalt at forældrene gerne vil markere og mindes deres barn, og alle forældre har deres måde at gøre det på, støt dem i det de gør.
Til familie sammenkomster kan samtalen hurtigt vende, fx. når der snakkes om børn, så kan forældrene godt finde på at nævne deres barn i sammenhængen, at de havde de og de oplevelser med deres barn, det er helt naturligt at de snakker om deres barn, og giv gerne respons på det. Virk ikke tavs, eller ligeglad, og før ikke samtalen hen på noget andet, for at undgå pinlig tavshed eller tårer. Sig det du føler
Som pårørende der bliver gravid efter parrets tab, kan du have svært ved at fortælle dem at I venter jer, men prøv ikke at skjule det, for du kan alligevel ikke skjule din graviditet. Tænk det godt igennem, hvordan du vil fortælle dem det, selvom det er svært for jer at fortælle dem om graviditeten, er det bedre at sige det personligt, end at de skal hører det fra andre. I skal også være forberedt på en følelsesladet reaktion, selvom i måske ikke for den reaktion i håbede på, og parret måske virker sure, vrede eller ligeglade, betyder det ikke at de ikke er glade på jeres vegne, det faktum at andre er gravide kan være hårdt for parret, uanset hvor lang tid siden det er af de selv mistede deres barn, og måske er de selv i gang med at prøve igen, men uden held.